ACCEPTEN / THE ACCEPTANCE
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below
Det er noget særligt at vandre alene. Når tid og retning opløses, og dagen bliver en strøm af møder, vejr og skridt. Du lærer terrænet at kende med kroppen, og til sidst bliver det næsten forkert at stoppe. Men du ved, det skal ske. Du er fremme nu.
Foran dig står et hus, anderledes end de andre. Ikke fordi det er smukt, men fordi det har en særlig energi. Nogen siger, det er hjemsøgt. Du kalder det Dukkehuset. Og som du står der og ser på det, mærker du noget løsne sig i dig. Som et tandhjul, der sløvt kører i tomgang, klar til at standse. Du ved, du skal ind. Ikke bare fysisk. Ind i dig selv.
Det starter allerede her. Et hængt lig dingler fra en gigantisk tampon foran verandaen. Ikke hans blod, men alligevel drypper det. En kvinde står der, i trenchcoat og glitrende støvler, ryger med rolige sug. Hun ser dig. Du ser hende. Hendes øjne er grønne og smalle som en slanges.
“Han har været død i dagevis,” siger hun, som var det intet. “Jeg nyder bare at betragte ham.”
Du genkender hende ikke, men hun kender dig. “Du er Igma, ikke?” Du nikker. Selvfølgelig er du det. Hun indrømmer, at hun hængte ham – ham, der sagde, det var latterligt at fjerne tamponskatten. Du spørger: hvorfor ham? “Kan du ikke se, hvem han er?” siger hun, som om det burde være tydeligt. Du ser ham igen, men det er som at se på alle dem, du har hadet uden helt at kende.
Hun spørger, om du har liv på samvittigheden. Du svarer nej. “Andre former for mandehævn da?” Du tøver. Tænker. På alle de små hævnehandlinger – tilliden, du gav kvinder uden spørgsmål, og tvivlen, du automatisk gav mænd. På de gange du har brugt din intelligens som et våben. På klubberne, hvor du skubbede til mænd og forsvandt i mængden. På latteren over mænd, der ikke forstod dynamikker og sociale koder. Jo, du har haft hævn i hjertet. Du nikker.
“Hjælper det?” spørger hun. Du trækker på skuldrene. “Det gør det nok ikke,” siger du. Og det er her, noget i dig knækker. Ikke som brud, men som åbning.
Hun kalder på din medfølelse. Ikke for ham – men for hende. For dig. For alt det vrede, du har båret som skjold. Noget i hendes stemme er pludselig ærligt. “Jeg ved godt, det ikke går. Men jeg kan ikke lade være. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe.”
“Det er måske derfor, jeg er her,” svarer du.
I stilheden forstår I hinanden. I hadet. I trangen til hævn. I erkendelsen af, at det ikke fører nogen steder hen. Hun går hen til liget og løfter øjenlåget. “Undskyld,” siger hun. Og det prikker bag dine egne øjenlåg. Hun er dig. Du er hende.
Nag. Vrede. Skam. Det sidder fast som en hård knude i halsen. Men nu står du her. Foran huset. Og du ved, det er tid. Du er klar til at træde ind.
“Du må vist hellere gå ind,” siger hun og tænder en ny cigaret. Facaden er tilbage. Men du mærker, at noget i dig er begyndt at smelte.
Du tager det første skridt mod døren.
There’s something sacred about walking alone. When time and direction dissolve, and the day becomes a stream of encounters, weather, and steps. You learn the terrain with your body, and eventually, stopping feels wrong. But you know it must happen. You’ve arrived.
In front of you stands a house, unlike the others. Not because it’s beautiful, but because it holds a strange energy. Some say it’s haunted. You call it the Dollhouse. And as you stand there, something loosens in you. Like a gear slowly disengaging, ready to stop. You know you have to enter. Not just the house — yourself.
It begins already here. A hanging body dangles from a giant tampon in front of the porch. It’s not his blood, but still, it drips. A woman stands nearby in a trench coat and glittering boots, calmly smoking. She sees you. You see her. Her eyes are green and narrow, snake-like.
“He’s been dead for days,” she says casually. “I just enjoy watching him.”
You don’t recognize her, but she knows you. “You’re Igma, right?” You nod. Of course you are. She admits she hung him — the one who mocked the idea of abolishing the tampon tax. You ask: why him?
“Can’t you see who he is?” she says, like it should be obvious. You look at him again. But it’s like looking at all those you’ve hated without fully knowing why.
She asks if you’ve taken a life. You shake your head. “Other forms of revenge on men, then?” You hesitate. You think. Of all the little acts of retribution — the trust you gave women without question, and the doubt you gave men by default. The way you used your intellect as a weapon. The nights you shoved men in crowded clubs and vanished. The laughter at their cluelessness. Yes. You have carried revenge in your heart. You nod.
“Does it help?” she asks. You shrug. “Probably not,” you say. And that’s when something shifts inside you. Not a break. An opening.
She calls to your compassion. Not for him — but for her. For you. For all the rage you’ve carried as armor. There’s a rawness in her voice now. “I know it’s wrong. But I can’t stop. I don’t know how.”
“Maybe that’s why I’m here,” you answer.
In the silence, you understand each other. In the hate. The hunger for revenge. And in the quiet knowing that it leads nowhere. She walks to the body and lifts one eyelid. “I’m sorry,” she whispers. You feel a sting behind your own eyes. She is you. You are her.
Grudge. Anger. Shame. It clings to your throat like a hard knot. But now you’re here. In front of the house. And you know it’s time. You’re ready to enter.
“You’d better go inside,” she says, lighting a new cigarette. The hard facade returns. But you feel it — something in you has started to soften.
You take your first step toward the door.