MEDITATIONEN / THE MEDITATION
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below
Du bevæger dig roligt gennem atelieret. Forbi støvet, terpentinens duft, de bløde skygger fra sofaen. Blikkene fra de andre føles lettere nu – ikke fordi de har ændret sig, men fordi noget i dig har. Døren står stadig åben. Og da du træder ud, ser du dragen igen.
Du går forbi dens store, hvilende krop. Den snoede hals, de skællede skuldre. Den trækker vejret – dybt, som et væsen i fred. Hovedet vender væk. Den overvåger dig ikke længere. Du er klar. Du lægger hånden på stigen. Træet er køligt, som et andet åndedræt, og du begynder at klatre.
Et trin ad gangen. Hjertet falder til ro. Tankerne sænker sig som blade. Du mærker ikke spænding, men en stille tiltrækning – som et sted du har længtes mod uden at vide det. Du bryder gennem loftsåbningen, og det er som at træde ind i en anden verden.
Alt heroppe er blåt. Ikke bare i farve, men i følelse. Det blå lægger sig om dig som en hånd på panden, der ikke forlanger stilhed – bare tilbyder den. Og midt i dette rum står hun.
Kvinden. Ikke i bevægelse, men fuld af liv. Som om hendes rygsøjle er forbundet med noget større. Hun holder forbindelsen til det guddommelige, uden drama. En kanal. En søjle af nærvær.
Omkring hende: løver. Store, gyldne. De hviler, men er ikke sløve. Deres øjne er åbne. De vogter ikke. De ved. Det her er et rum, hvor ingen må blive sløs. Hvor alt kalder på nærvær.
Du vover næsten ikke at bevæge dig. Ikke af frygt, men ud af respekt. Der er ingen støvskygger her, ingen skjulte hjørner. Loftet er ikke opbevaring. Det er åbenbaring. Det er her, det væsentlige får lov at træde frem.
Noget i dig centreres. Ikke som en beslutning, men som en bevægelse. Du mærker din rygrad. Din vejrtrækning. Dit blik falder til ro, og tankerne stilner – ikke fordi du prøver, men fordi du endelig holder op med at forstyrre.
Her får du ikke svar. Du får kontakt. Med det, der er større, men også med det, der er stille i dig. Du står lidt. Ikke for at forstå. Bare for at være.
Og pludselig mærker du det næste skridt. Ikke som en tanke. Men som en vished, der trækker sig frem fra dybet af dig. En retning født af stilhed. Når du går ned herfra, vil noget i dig være forandret.
Ikke fordi du har lært noget nyt.
Men fordi du endelig har lyttet.
You move gently through the studio. Past the dust, the scent of turpentine, the soft shadows cast by the sofa. The gazes from the others feel lighter now — not because they’ve changed, but because something in you has. The door is still open. And as you step through it, you see the dragon again.
You pass its great resting body. The coiled neck, the scaled shoulders. It breathes — deeply, like a creature at peace. Its head turned away. It no longer watches over you. You are ready. You place your hand on the ladder. The wood is cool, like another breath, and you begin to climb.
One step at a time. Your heart settles. Your thoughts fall like leaves. You don’t feel tension — only a quiet pull, like a place you’ve longed for without knowing. You break through the attic opening, and it’s like stepping into another world.
Everything up here is blue. Not just in color — but in feeling. The blue wraps around you like a hand on your forehead, not demanding silence — simply offering it. And in the center of the room, she stands.
The woman. Not in motion, but full of life. As if her spine is connected to something greater. She holds the link to the divine — without drama. A channel. A pillar of presence.
Around her: lions. Large, golden. They rest, but are not drowsy. Their eyes are open. They do not guard. They simply know. This is a space where nothing can afford to become careless. Everything here calls for presence.
You hardly dare move. Not from fear — but from respect. There are no shadows here, no hidden corners. The attic is not for storage. It is for revelation. It is where the essential is allowed to emerge.
Something in you centers. Not by decision, but by movement. You feel your spine. Your breath. Your gaze softens, and your thoughts grow quiet — not because you try, but because you finally stop interrupting.
Here, you don’t receive answers. You receive contact. With something greater — and with the quiet within you. You stand for a while. Not to understand. Just to witness. To be.
And suddenly, you feel the next step. Not as a thought. But as a knowing rising from your depths. A direction born of stillness.
When you descend from here, something in you will be changed.
Not because you’ve learned something new.
But because you’ve finally listened.