MODET / THE COURAGE
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below
Du tøver på det første trappetrin. Kælderen har kaldt på dig længe. En lavmælt larm under gulvbrædderne har vibreret, siden du trådte ind i huset. Nu er der ikke flere undskyldninger. Det er tid.
Du passerer dragen og den fødende kvinde. Stilheden er dyb, men deres blik følger dig. Lilith står i skyggen ved trappen. Hun siger intet. Men hendes øjne fortæller dig, at hun kender dette sted. Hun har været der. Hun ved, hvad du skal se.
Trinene knirker. Luften bliver tungere, fugtig og varm. Du træder ind i noget, der føles levende. Rummet åbner sig, farvet i dybe røde toner – som rust, som blod, som noget gammelt og glemt. Kælderen føles som en erindring fra kroppen, ikke sindet.
Og dér står de: Poseidon og Athena. Han trængt op i en krog, stolt, men med flakkende blik. Hun, fastplantet og skarp som et princip, med vrede, der ikke længere brænder – men gløder. Ingen af dem taler, og du forstår: Det handler ikke kun om dem. Det handler om dig. Om de strukturer, du er født ind i. De skygger, du har båret, uden at ville vide det.
Musikken begynder. Ikke fra højtalere, men fra rummet selv. Fire dansere opstår, svedige og ekstatiske. En mand ruller hen ad gulvet i vildt, desperationstæmmet udtryk. To kvinder følger ham, grænsesøgende. En anden mand snurrer rundt, som om han prøver at spole tiden tilbage. Det er dig – dine fragmenter, dine sider, du aldrig har turdet vise.
Et gammelt fjernsyn flimrer. En kvinde holder sit døde barn – Gaza – men omkring hende sidder mennesker med bind for øjnene. En smiler og tager en slurk øl. Og du mærker: Du har også været én af dem. Du har set – og set væk.
En støvet ugle svæver over jer, hænger i en lampe, der blinker som et træt øje. Under den står en edderkoppemand i nederdel, fanget i barndommens kraft og voksenlivets absurditet. Athena står stadig. Ved hendes side: en zebra-kvinde, sort og hvid, vild og ubøjelig. Hun er dét i dig, du har forsøgt at tøjle.
Kvinden ved baren sukker. Hun sidder på et legetøjshoved med blækspruttearme. Foran hende danser en mand, du genkender: en fængslet præsidentkandidat. Hans krop taler modstand, koreograferet i sårbar kraft. På bardisken ligger mandariner. Små, solfyldte – for søde, for nære. Som noget, du ikke helt tør tage imod.
En frø i smoking rækker dig et glas. Ved hans side: en grøn plante, og en buste du har set før – måske i en bog, måske i dig selv. Og så: kvinden i lyserød kutte. Hun vogter ikke. Hun venter. Som et spejl, ikke af dit ansigt, men af dit indre.
Du står midt i det hele. Og alt det, du har gemt, stirrer tilbage. Dine fejl, din skyld, din styrke. Det usagte. Det ubærbare. Athena ser på dig. Hendes blik spørger: Hvordan har du forholdt dig til dit mod?
Du ved svaret. Du har skjult det. Dækket det til. Frygtet det.
En skikkelse træder frem. Hun rækker dig et glas. “Det er nu,” siger hendes blik. Og uden at vente på svar, drikker du.
Du mærker det: Lethed. Luft. Mod. Ikke som noget ydre – men som noget, du altid har båret med dig. Du ser det hele. Og du bliver.
For første gang er du ikke på flugt fra dig selv.
Du står midt i det hele – og vælger at være her.
You hesitate on the first stair. The cellar has been calling you for a long time. A low, murmuring noise beneath the floorboards has vibrated ever since you entered the house. There are no more excuses. It is time.
You pass the dragon and the birthing woman. The silence is deep, but their eyes follow you. Lilith stands in shadow by the staircase. She says nothing. But her eyes tell you she knows this place. She’s been there. She knows what you are about to see.
The stairs creak. The air grows heavier, humid, warm. You step into something alive. The room opens in deep red tones — like rust, like blood, like something ancient and forgotten. The cellar feels like a memory from the body, not the mind.
And there they stand: Poseidon and Athena. He — backed into a corner, proud, but with a flickering gaze. She — grounded and sharp as a principle, her anger no longer burning but smoldering. Neither speaks, and yet you understand: this isn’t just about them. It’s about you. About the structures you were born into. The shadows you carried without wanting to see them.
Music begins. Not from speakers, but from the room itself. Four dancers emerge, sweaty and ecstatic. A man rolls across the floor in wild, desperate motion. Two women follow, testing boundaries. Another man spins — as if trying to rewind time.
It’s you — your fragments, your unspoken sides.
An old TV flickers. A woman holds her dead child — Gaza — while people around her sit with blindfolds. One smiles and sips a beer. And you feel it: You’ve been one of them, too. You’ve seen — and looked away.
A dusty owl hovers above, clinging to a blinking lamp like a tired eye. Below it stands a spider-man in a skirt, caught between childhood power and the absurdity of adult life. Athena still stands. Beside her: a zebra-woman — black and white, wild and unyielding. She is the part of you you tried to suppress.
A woman at the bar sighs. She sits on a toy head with octopus arms.
In front of her, a man dances — someone you recognize: a jailed presidential candidate. His body speaks resistance, choreographed in vulnerable strength. On the bar counter lie mandarins. Small, sun-filled — too sweet, too close. Like something you don’t quite dare to accept.
A frog in a tuxedo offers you a drink. Beside him: a green plant, and a bust of a man with glasses — someone you’ve seen before. Maybe in a book. Maybe in the mirror.
And then — a woman in a pink cloak. She guards nothing. She waits. Like a mirror, not of your face, but of your inner self.
You stand in the center of it all. And everything you’ve hidden stares back. Your mistakes. Your guilt. Your strength. The unspoken. The unbearable. Athena looks at you. Her eyes ask: How have you treated your own courage? You know the answer. You’ve hidden it. Covered it. Feared it. A figure steps forward. She hands you a glass. “It’s time,” says her gaze. And without waiting for an answer, you drink. You feel it: Lightness. Air. Courage. Not as something external — but as something that has always lived inside you. You see it all. And you remain. For the first time, you are no longer running from yourself. You stand in the middle of it all — and choose to stay.