RESTITUTIONEN / THE RESTITUTION
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Du går op fra kælderen igen. Dine skridt er tunge, men tydelige. Du har set mørket i øjnene og mærket det leve i dig. Du har stået dér, hvor intet kunne fikses – kun mærkes. Og nu bevæger du dig opad. Ikke som en flugt, men som et valg.
De tre mænd sidder stadig i indgangen. Kortene i hænderne. De mumler noget, måske om dig – men deres stemmer bider ikke længere. Du har været et andet sted. De kan ikke røre det.
Dragens hale ligger stadig udstrakt over gulvet. Den gør ikke væsen af sig, men du mærker dens tilstedeværelse. Som et påmindende suk: Intet forsvinder helt. Men du kan lære at bære det anderledes.
På første sal træder du ind i et soveværelse. Lyset skærer sig gennem ruden og danser i støvet. Ikke som en åbenbaring – men som sandhed. Det skjuler ikke. Det beder ikke om forklaring.
I sengen ligger en nøgen mand. Ikke udstillet, ikke magtfuld. Han er sårbar. Hans hånd hviler over underlivet, hvor smerten bor. En vasektomi, siger nogen. En lille ting. Men du ser det: For ham er det nyt, at han ikke kan handle sig ud af det. At han må ligge dér, uden at kunne bidrage, præstere, forklare. Det skræmmer ham. Det blottede. Det ærlige.
Ved hans side står en kvinde. Du ved ikke, om hun har født for nylig, eller om barnet allerede er ældre. Men hun ammer. Hendes fødder er bare. Hendes hår flyder vildt omkring hende – ikke stylet, men ærligt.
Hun står op. Holdende. Barnet i den ene arm. Sig selv i den anden.
Hun siger, uden at vende sig:
“Du får lov at lægge dig, når du har ondt.”
Hendes stemme er ikke vred. Den er træt.
“Men jeg har også ondt. Hele tiden. Og jeg står stadig op.”
Han svarer forsigtigt: “Det var ikke fordi...”
“Jeg ved det godt,” siger hun.
“Men du gjorde mig heller ikke fri.”
Og du mærker, ordene er også til dig.
Du har båret for meget.
Og du har ladet andre bære alene.
Du ser barnet, der griber brystet, og tænker:
Jeg har fået, uden at sige tak.
Du ser mandens blik – fuld af undskyldelse, der aldrig blev formuleret – og du ved:
Jeg har også undladt at sige det, da det betød noget.
Så du træder frem. Solen rammer dig. Du åbner munden.
“Jeg vil gerne sige undskyld.
For det, jeg ikke gjorde.
For det, jeg lod andre gøre alene.
For det, jeg troede, jeg forstod, men aldrig satte mig ind i.
For de roller, jeg spillede uden at opdage det.”
De ser på dig. Ikke med dom. Med genkendelse. Og du forstår: Undskyldningen gør dig ikke svag. Den åbner døren. Den reparerer ikke det hele. Men den peger fremad.
Du går videre. Ikke som før. Du bærer noget andet nu:
Modet til at gøre op.
Modet til at undskylde.
Modet til at blive – i dig selv, og i relationen.
Her begynder noget nyt.
You ascend from the cellar again. Your steps are heavy, but steady. You have looked darkness in the eye and felt it move through you. You have stood in a place where nothing could be fixed — only felt. And now, you move upward. Not as escape, but as choice.
The three men still sit in the hallway. Cards in hand. They mutter something, maybe about you — but their voices no longer sting. You’ve been somewhere else. They can’t reach it.
The dragon’s tail still stretches across the floor. It makes no sound, but its presence is palpable. Like a sigh that reminds you: nothing ever truly disappears. But you can learn to carry it differently.
On the first floor, you step into a bedroom. Light cuts through the window and dances in the dust. Not as revelation — but as truth. It does not hide. It does not demand explanation.
In the bed lies a naked man. Not exposed, not powerful. He is vulnerable. His hand rests over his lower abdomen, where pain resides. A vasectomy, some might say. A small thing. But you see it: for him, it is new — to lie there, unable to act, perform, explain. It scares him. The rawness. The honesty.
Beside him stands a woman. You don’t know if she has just given birth, or if the child is already older. But she is breastfeeding. Her feet are bare. Her hair spills wildly around her — not styled, but true.
She stands. Holding. The child in one arm. Herself in the other.
She speaks, without turning:
“You get to lie down when you’re in pain.”
Her voice isn’t angry. It’s tired.
“But I’m in pain too. All the time. And I’m still standing.”
He replies softly, “It’s not that I meant…”
“I know,” she says.
“But you didn’t set me free either.”
And you feel it — the words are for you, too.
You’ve carried too much.
And you’ve let others carry alone.
You see the child, gripping her breast, and you think:
I’ve been given things I never thanked for.
You see the man’s gaze — full of apology, never spoken — and you know:
I’ve also failed to say it, when it mattered most.
So you step forward. The sunlight touches your face. You open your mouth.
“I want to say sorry.
For what I didn’t do.
For what I left others to carry alone.
For what I thought I understood, but never truly looked into.
For the roles I played without realizing.”
They look at you. Not with judgment. With recognition. And you understand: apology doesn’t make you weak. It opens the door. It doesn’t fix everything. But it points forward.
You continue on. Not as before.
You carry something new:
The courage to make amends.
The courage to apologize.
The courage to remain — in yourself, and in connection.
Here, something begins.
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below