VILLIGHEDEN / THE WILLINGNESS
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Du har set dine skygger. Mødt dem, lyttet til dem, givet dem stemme. Men nu står du med spørgsmålet: Er du villig til at give slip? Ikke fordi de var løgn. Men fordi de ikke længere tjener dig.
Rummet er det samme. Køkkenet, hvor Artemisia stadig sidder ved bordet. Blodet fra tidligere er tørret ind. Sværdet er lagt væk. Hendes hænder hviler åbent på bordfladen. Stemningen er anderledes. Som om noget er lettet. Eller brændt ud.
Du kigger ned. Dykkerhjelmen ligger stadig der, tung og ridset. Som en skal du engang havde brug for – men som nu føles som et fængsel. Du spørger dig selv: Tør jeg slippe det, jeg engang kaldte beskyttelse?
Artemisia bryder tavsheden. Hendes stemme er lav: “Jeg troede, jeg havde brug for det. Vreden. Hævnen. Jeg bar den som våben, men også som skjold. Så længe jeg var vred, kunne ingen komme tæt på.”
Hendes blik løfter sig. Det er blødere nu. Ikke svagt, men som gløder i mørket. “Men jeg blev afhængig af det,” siger hun. “Af fortællingen om, at jeg stadig var offeret. Det gav mig ret til at stå udenfor. Til ikke at hele.”
Du mærker genklangen i dig. Har du også båret vrede som beskyttelse? Har du identificeret dig med dine sår, fordi det gav dig en retning – et “nej”, der føltes stærkere end et “ja”?
Du mærker en uforklarlig vind røre din hud. Det er, som om noget i dig åbner sig – ikke voldsomt, men som en blomstring indefra. En udånding, der endelig får lov at finde plads. Ikke et farvel til styrke. Men et farvel til den slags styrke, der låste dig fast.
Dragens hale bevæger sig sagte over gulvet bag dig. En ny rytme. En ny puls. Noget der hvisker: Du er ikke alene. Men du må vælge.
Villighed er ikke perfekt. Den er ikke højlydt. Den er ikke uden tvivl. Den er blot et indre nik. Et hvisket ja gennem tårer.
Og måske – for første gang – vælger du ikke styrken i hadet, men modet i blødheden.
You’ve seen your shadows. Met them, listened to them, given them voice. But now the question stands before you: Are you willing to let go? Not because they were lies — but because they no longer serve you.
The room is the same. The kitchen, where Artemisia still sits at the table. The blood from before has dried. The sword is set aside. Her hands rest open on the tabletop. The atmosphere has shifted. As if something has lifted. Or burned away.
You look down. The diver’s helmet is still there — heavy, scratched. A shell you once needed, now a cage. You ask yourself: Can I release what I once called protection?
Artemisia breaks the silence. Her voice is low:
“I thought I needed it. The anger. The revenge. I carried it as a weapon — but also as a shield. As long as I was angry, no one could get close.”
Her gaze rises. Softer now. Not weak, but glowing like embers in the dark.
“But I became dependent,” she says. “On the story that I was still the victim. It gave me the right to stay outside. To avoid healing.”
You feel the echo in your own body. Have you also worn your rage like armor? Clung to your wounds, because they gave you direction — a ‘no’ that felt stronger than any ‘yes’?
A wind touches your skin. Unseen, but real. As if something in you opens — not dramatically, but like a quiet bloom from within. An exhale that finally finds room. Not a farewell to strength. But a farewell to the kind of strength that kept you stuck.
Behind you, the dragon’s tail shifts softly across the floor. A new rhythm. A new pulse. Something that whispers: You are not alone. But you must choose.
Willingness is not perfect. It is not loud. It is not without doubt.
It is simply an inner nod.
A whispered yes through tears.
And maybe — for the first time —
you choose not the strength of hate,
but the courage of softness.
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below