TROEN / THE FAITH
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Du træder ind gennem hoveddøren. Herinde er luften anderledes. Lun, næsten lyserød, som om rummet selv vil dulme det, du lige har set udenfor. En lem i gulvet slår op med skrig under dig – men du smækker den instinktivt i. Ikke nu. Du er ikke klar til at vide alt.
Tre mænd sidder i rummet, tyste, som om de venter, uden helt at vide på hvad. Bag dem står en skikkelse under et slør. Ikke truende, bare tålmodig. Du forstår, at hun holder øje med trappen. Og at du må gå op.
Du bevæger dig roligt, forbi en drage, der nærmest flyder langs trappen. Du rører forsigtigt ved dens vinge – ikke som forsvar, men som anerkendelse. Den bevæger sig ikke. Du følger den, opad, hen til en dør, hvor dens ben forsvinder ind.
Bag døren: damp. Et badekar på løvefødder. Et rum som en drøm, indhyllet i varme og tåge. Her sidder hun. Medusa. Slangernes kroppe dovne og tunge, snoet omkring hendes skuldre og nakke. Hun holder om sig selv. Skjoldet af hud og vand.
Du spørger hende, hvem hun er.
Hendes stemme er lav, men tydelig. “Jeg var præstinde. Jeg troede på beskyttelse. På en gudinde, der ville passe på mig. Men det var ikke mig, de beskyttede, da en gud kom og tog, hvad han ville.” Hun tier. Du lytter.
“De straffede ikke ham,” siger hun. “De straffede mig. Forvandlede mig. Kaldte mig et monster.”
Hendes blik søger dit. Du står stadig roligt. Hun fortæller videre. Hvordan historierne voksede og gjorde hende til advarsel, ikke menneske. Hvordan hendes blik blev et våben, selvom hun aldrig ønskede det. Hun spørger ikke om medlidenhed – kun om du forstår.
Du spørger hende, hvad hun ønsker.
Hun lukker øjnene. Noget åbner sig bag dem. Noget sårbart. Hun siger ikke straks noget, men du mærker det: længsel. En spinkel stemme i mørket, der tør hviske måske.
Hun åbner øjnene igen. Ingen hån, ingen frygt i dit blik. Kun ro. Stilhed. Nærvær. Og så siger hun det, næsten uhørligt:
“At blive set. Ikke som et monster. Ikke som en advarsel. Men som mig.”
Ordene falder mellem jer som noget helligt. Hun venter på afvisningen. Men du bliver. Ser hende. Uden frygt, uden dom. Du nikker, stille. Som om hendes ønske er naturligt.
Noget i hende slipper. Ikke alt. Men nok. Nok til at hun tør drømme igen. Måske ikke i dag. Måske ikke i morgen. Men drømmen lever. Som foråret, der vender tilbage efter en bitter vinter.
Hun lukker øjnene, ikke for at glemme sig eller gemme sig – men for at drømme.
You step through the front door. The air is different inside. Warm, almost pink — as if the room itself is trying to soothe what you just saw outside. A trapdoor slams open beneath you with a scream — but you instinctively slam it shut. Not now. You’re not ready to know everything.
Three men sit in the room. Silent, as if they’re waiting for something they don’t understand. Behind them stands a veiled figure. Not threatening, just patient. You understand: she’s watching the staircase. And you have to go up.
You walk calmly, past a dragon that coils lazily along the stairs. You touch its wing gently — not out of fear, but acknowledgment. It doesn’t move. You follow it upward, toward a door where one of its legs disappears.
Behind the door: steam. A bathtub on lion’s feet. A room like a dream, wrapped in warmth and mist. She’s sitting there. Medusa. The snakes on her shoulders heavy and slow, draped like memory and skin. She holds herself. A shield of flesh and water.
You ask her who she is.
Her voice is soft but clear. “I was a priestess. I believed in protection. In a goddess who would keep me safe. But when a god came and took what he wanted, they didn’t protect me.” She pauses. You listen.
“They didn’t punish him,” she says. “They punished me. They changed me. Called me a monster.”
Her eyes meet yours. You don’t flinch. She keeps speaking. How the stories grew, turning her into a warning instead of a person. How her gaze became a weapon she never asked for. She doesn’t ask for pity — only if you understand.
You ask what she wants.
She closes her eyes. Something opens behind them. Something tender. She doesn’t answer right away, but you feel it — longing. A small voice in the dark, daring to whisper maybe.
She opens her eyes again. No fear in yours. No judgment. Just stillness. Presence. And then she says it, almost inaudibly:
“To be seen. Not as a monster. Not as a warning. But as me.”
The words settle between you like something sacred. She waits for rejection. But you stay. You see her. Without fear, without filter. You nod — as if her wish makes perfect sense.
Something in her releases. Not all of it. But enough. Enough for her to dream again. Maybe not today. Maybe not tomorrow. But the dream breathes. Like spring after a long winter.
She closes her eyes. Not to hide.
To dream.
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below