VEDHOLDENHEDEN / THE PERSEVERANCE
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below
Du står igen på første sal. Soveværelset bag dig føles som et aflagt lag – et blidt ekko af noget, du har givet slip på. Foran dig: trappen op. Til næste niveau. Dragens krop snor sig langs væggen, dens ryg buer som gamle tagsten dækket af alger, skællet og levende. Du hører den trække vejret. Langsomt. Som en beskyttende puls, huset selv ånder med.
Trappen op er smal, trinene mørke og slidte af mange skridt før dine. Med hvert trin skifter lyset. Grønt, blødt, organisk. Som blade, der danser bag lukkede øjenlåg. Det rammer dig, før du træder ind. Som en hvisken. Som en påmindelse.
Atelieret åbner sig som en dome. Dagslyset vælter ind fra store vinduer og lægger sig i striber over lærreder, skitser, gamle stole og frodige planter. Rummet ånder. Skabelsen er ikke ny. Den er i gang. Har været det længe.
Midt i rummet sidder hun: kunstneren. Ikke dig. Og alligevel – noget ved hende føles genkendeligt. Hun sidder dovent, næsten hensunken, med penslen hvilende i hånden. Mellem hende og musen står bordet som en slags afstand eller beskyttelse. Alligevel er hendes tilstedeværelse tydelig. Ikke anspændt, men tung af noget, der har været i gang længe.
Over for hende: musen. En kvinde med et slør over hovedet, som en skulptur, der venter på at blive afsløret.
I baggrunden sidder to mænd på en sofa. Deres kroppe breder sig, vant til at fylde rummet. Stemmerne er lave, men vante ved at blive hørt. De ligner nogen, der ikke spørger om lov. Du kender den type. Og du har selv lyttet til dem før.
Ved vinduet sidder en anden kvinde alene. Hun er lille af statur, men tung af tilstedeværelse. Hendes blik hviler på dig. Det ser igennem dig, ikke dømmende, men målende. Hun ser, hvad du undlader. Hvad du ikke tager ansvar for. Hvad du lader passere.
På væggen hænger et værk. Mørkt. Teknisk. Præcist. Det stirrer. Ikke med aggression, men med en vished, som kun noget gammelt og gennemskuende kan. Det kender bedraget. Det kender forsømmelsen. Og det spørger, uden at råbe: Hvad gør du egentlig?
Du træder længere ind. Det grønne lys lægger sig om dine skuldre som et blødt slør. Og du mærker det: en ro. Ikke fordi alt er let – men fordi nogen allerede har været her. Fordi nogen sidder her og bliver. Skaber. Øver sig. Giver ikke op.
Det er her, det virkelige arbejde begynder. Det daglige. Det gentagne. Det ingen klapper af. Vedholdenheden. Ikke som triumf, men som praksis. Som viljen til at rette kursen i små usynlige justeringer. Blive. Møde op. Vælge bevidsthed frem for bedøvelse.
Du mærker dit eget blik. Hvor det har været vendt væk. Hvad det ikke ville se. Du bebrejder ikke dig selv. Du konstaterer. Ser ærligt. Ser kærligt. Det er her, det sker: Ikke i skam, men i bevidst gentagelse.
Kunstnerinden tegner videre. Med ro, med præcision. Hver streg en beslutning. Ikke for at imponere. For at være sand. Og du forstår: Det er ikke nødvendigt at være færdig. Det er nødvendigt at blive ved.
You’re on the first floor again. The bedroom behind you feels like a shed layer — a quiet echo of something you’ve released. Ahead: the staircase up. To the next level. The dragon’s body coils along the wall, its back arched like old roof tiles overgrown with moss — scaled and alive. You hear it breathe. Slowly. Like a protective pulse the house exhales with.
The staircase is narrow, the steps worn dark by many before you. With every step, the light changes. Green, soft, organic. Like leaves dancing behind closed eyelids. It greets you before you even enter the room. Like a whisper. Like a reminder.
The atelier opens like a dome. Daylight pours in through large windows and falls in streaks over canvases, sketches, old chairs, and lush plants. The space breathes. Creation is not new here. It’s ongoing. Has been for a long time.
In the middle of the room sits the artist. Not you. And yet — something about her feels familiar. She slumps slightly, almost sunken into her chair, brush resting in her hand. Between her and the muse stands a table — like a barrier, or protection. Still, her presence is unmistakable. Not tense, but heavy with something long in motion.
Across from her: the muse. A woman draped in a veil, like a sculpture waiting to be unveiled.
In the background, two men sit on a sofa. Their bodies sprawl, accustomed to filling space. Their voices are low, but used to being heard. They look like men who never ask for permission. You know the type. You’ve listened to them before.
By the window, another woman sits alone. Small in stature, but heavy in presence. Her gaze rests on you. It sees through you — not judging, but measuring. She sees what you avoid. What you don’t take responsibility for. What you let slide.
On the wall behind the artist hangs a painting. Dark. Technical. Precise. It stares — not with aggression, but with certainty, the kind only something old and unflinching can hold. It knows deceit. It knows neglect. And it asks, without shouting: What are you really doing?
You step further in. The green light wraps your shoulders like a soft veil. And you feel it: calm. Not because things are easy — but because someone has already been here. Someone sits here, and stays. Creates. Tries. Doesn’t give up.
This is where the real work begins. The daily. The repetitive. The unseen. Perseverance. Not as triumph, but as practice. As the willingness to correct your course in small, invisible ways. To stay. To show up. To choose awareness over numbing.
You notice your own gaze. Where it has turned away. What it didn’t want to see. You don’t judge yourself. You observe. Honestly. Kindly. This is where it happens — not through shame, but through conscious repetition.
The artist keeps drawing. Calmly. With precision. Every stroke a decision. Not to impress. But to be true.
And you understand:
You don’t have to be finished.
You just have to keep going.