ÆRLIGHEDEN / THE HONESTY
DUKKEHUSET / THE DOLLHOUSE · 2025
Lyt her eller læs historien længere nede
Listen here or read the story below
Du træder ind i køkkenet. Her er ingen undskyldninger – kun det, du har forsøgt at skjule. For andre. For dig selv. Luften er tung, som om den bærer hemmeligheder. Det dufter af jern og appelsinskal og noget brændt, du ikke helt kan navngive. Farverne klæber til væggene som gamle følelser, der nægter at forsvinde.
I hjørnet snurrer en grammofon. Den samme sætning, igen og igen. Et forvredet ekko af et minde, du har holdt fast i alt for længe. Som smerte, du ikke tør slippe, fordi den er blevet hjemlig.
Ved bordet står Artemisia. Hun arbejder roligt med et sværd. Hendes hænder er rolige, nærmest ømme. Foran hende ligger tre hoveder. Det hun er ved at skære, med teknologi presset ind i issen. Ét med en mund formet som klage. Ét med lukkede øjne, men et nærvær, der overvåger. De stirrer, klager og tier – som fragmenter af de mænd, du har båret med dig. Som dele af dig selv.
Din vrede rører på sig. Den, du troede, du havde lagt bag dig. Her bobler den op igen. Og du forstår: Det handler ikke om dem. Det handler om dig.
Artemisia ser ikke op, men hendes tilstedeværelse skræller dine forsvar væk. Hun spørger ikke, men du hører spørgsmålene alligevel:
Hvem bar din vrede, mens du nægtede at føle sorgen?
Hvornår ofrede du ærlighed for kontrol?
Hvornår gemte du dig bag hævn, fordi det føltes nemmere end sårbarhed?
Du ser ned. En dykkerhjelm ligger ved dine fødder. Tung. Som noget, der engang var nødvendigt for at overleve dybet. Men nu? Den føles som en skal, du ikke længere har brug for.
Og så kommer det virkelige spørgsmål:
Er du klar til at indrømme, hvad du virkelig føler?
Ikke det, der er passende. Ikke det, der er forståeligt.
Men det, du helst vil gemme?
Du ser Artemisia igen. Hun bliver i rummet. Hun flygter ikke. Hun viser dig, hvad det vil sige at blive. At tage ejerskab.
Og nu er det op til dig.
At være ærlig. Ikke for hendes skyld. Ikke for nogen andens.
Men for din egen.
You step into the kitchen. Here, there are no excuses — only what you've tried to hide. From others. From yourself. The air is heavy, as if it carries secrets. It smells of iron, orange peel, and something burnt you can’t quite name. The colors cling to the walls like old emotions that refuse to leave.
In the corner, a record spins. The same phrase, again and again. A warped echo of a memory you’ve clung to for too long. Like pain you can’t let go of — because it has become familiar.
At the table stands Artemisia. She works calmly with a sword. Her hands are steady, almost tender. In front of her lie three heads. The one she is cutting has technology embedded in its skull. One mouth is shaped in complaint. One face has closed eyes — but the presence watches. They stare, protest, and fall silent — fragments of the men you’ve carried with you. Pieces of yourself.
Your anger stirs. The one you thought you’d left behind. It bubbles up again. And you realize: it’s not about them. It’s about you.
Artemisia doesn’t look up, but her presence strips your defenses. She doesn’t speak, but you hear the questions all the same:
Who held your rage while you refused to feel your grief?
When did you trade honesty for control?
When did you hide behind revenge because it felt safer than vulnerability?
You look down. A diver’s helmet lies at your feet. Heavy. Once necessary for surviving the depths. But now? It feels like a shell you no longer need.
And then comes the real question:
Are you ready to admit what you truly feel?
Not what’s acceptable. Not what makes sense.
But what you’d rather bury?
You look at Artemisia again. She remains. She doesn’t flee. She shows you what it means to stay. To take ownership.
And now it’s up to you.
To be honest. Not for her.
Not for anyone else.
But for yourself.